I foråret 1940 henvendte sig en SS-mand til ham med en invitation fra Reichsführer-SS Heinrich Himmler om at tilslutte sig SS som officer. Han spurgte sin militære overordnede, Walter Dornberger, som rådede ham om, at det var politisk ubelejligt for missilprogrammet, hvis han afviste det. Manglende overbevisning, der fik ham til at sige nej, gik von Braun igen med, skønt han sandsynligvis kunne have undskyldt for at komme ud af det. I 1943 var han steget op til Sturmbannführer (major) takket være Himmlers påskønnelse for hans raketarbejde.
I oktober 1942 foretog V-2 sin første vellykkede flyvning. Hitler, motiveret af en forværret krigssituation, godkendte snart produktionen på trods af missilens teknologiske umodenhed. Problemet var, hvor man kunne få arbejdskraft, da østfrontens umættelige krav gjorde tysk arbejdskraft knap. Som andetsteds i krigsøkonomien var svaret den brutale udnyttelse af udenlandske arbejdere og indsatte i koncentrationslejr. Takket være Arthur Rudolfs anbefaling blev en SS-lejr grundlagt i Peenemünde. Parallelt blev fanger bragt til to andre potentielle V-2 fabriksanlæg. Men efter et massivt britisk luftangreb på Peenemünde i august 1943 besluttede Hitler og Himmler at koncentrere fremstillingen i et underjordisk anlæg, hvilket førte til grundlæggelsen af Mittelwerk og Dora-lejren. Von Braun havde været ude af beslutningskæden om lejrearbejdere, men den nye situation satte ham i direkte kontakt med dem og med beslutninger om, hvordan de skulle indsættes. Han indrømmede ved den vesttyske domstol i 1969, at han havde set forfærdelige forhold under jorden, skønt han aldrig indrømmede at have set døde kroppe eller modtage sabotagerapporter, der førte til fængselshæng. I sommeren 1944 forsøgte han at hjælpe en fransk fysikerfange, Charles Sadron, men han talte også med kommandanten for koncentrationslejren Buchenwald om at overføre dygtige fanger til Mittelbau-Dora til et laboratorium, som han håbede på, at Sadron ville lede (Sadron nægtede). Nogle mænd blev tilsyneladende overført, hvilket yderligere kunne implicere ham i forbrydelser mod menneskeheden.
I mellemtiden havde Gestapo virkelig arresteret von Braun. Han blev frigjort ved indgriben fra general Dornberger og rustningsminister Albert Speer, der vidnede om, at han var uundværlig for V-2-programmet. Den farlige ti-dages anholdelse ser ud til at have udkrystalliseret von Brauns fremmedgørelse fra nazistregimet og fra Hitler, som han havde mødt fire eller fem gange. Efter min opfattelse var von Braun gået ind i en faustisk aftale med nazisterne, der lovede ham alle de penge og magt, han ønskede at bygge raketter, så længe de gjorde det på deres måde, til deres formål. Han indså for sent, at han var fanget, men han var stadig gennemsyret af nazistiske ideer og var loyal over for hæren og hans overordnede. Sent i krigen blev han oftere set i SS-uniform, hvilket gav ham en vis beskyttelse mod nazistiske sande troende, da Tyskland gik mod katastrofalt nederlag. Han var heldig at blive reddet fra denne situation ved at overgive sig til den amerikanske hær i Alperne den 2. maj 1945 sammen med andre.
Takket være amerikansk militær interesse i V-2-teknologi ankom han til USA i september og blev hurtigt sendt til Fort Bliss uden for El Paso, Texas, for at forberede sig på ankomsten af hans hold. Deres rejse var en del af et større program til import af tyske ingeniører, forskere og teknikere, der er bedst kendt som Project Paperclip. På grund af en voksende kolde krig blev det snart et program for permanent indvandring, som krævede, at de tvivlsomme nazistiske optegnelser fra nogle, som von Braun, blev skjult. I 1950 flyttede hæren sin gruppe til Huntsville som en del af konsolideringen og opbygningen af dens missilarbejde. Det var her, hans parallelle karriere som rumforkæmper tog fart.
Von Braun blev faktisk drevet af en drøm om rumfart, men han var også en tysk nationalist, der næsten ubesværet blev en amerikansk patriot. I begge tilfælde havde han ikke noget problem med at bygge missiler til sit land. Han var uden tvivl en opportunist, skønt ikke en, som Tom Lehrers sangparodi ville have det, helt uden principper. Han var efter min mening den vigtigste raketingeniør og rumpromotor i det tyvende århundrede, men hans arv vil altid blive plettet af hans tjeneste for et morderisk regime.
Michael J.Neufeld, seniorkurator ved National Air and Space Museum, er forfatter til The Rocket and the Reich (1995), Von Braun: Dreamer of Space, Engineer of War (2007) og Spaceflight: A Concise History (2018), blandt andre værker.
Offentliggjort 20. maj 2019.