Kombinationsreaktion (Dansk)

Denne artikel nævner ingen kilder. Hjælp med at forbedre denne artikel ved at tilføje citater til pålidelige kilder. Usourceret materiale kan blive udfordret og fjernet.
Find kilder: “Kombinationsreaktion” – nyheder · aviser · bøger · lærde · JSTOR (april 2009) (Lær hvordan og hvornår du skal fjerne denne skabelonbesked)

En kombinationsreaktion (også kendt som en syntesereaktion) er en reaktion, hvor to eller flere grundstoffer eller forbindelser (reaktanter) kombineres for at danne en enkelt forbindelse (produkt). Sådanne reaktioner er repræsenteret af ligninger med følgende form: X + Y → XY. Kombinationen af to eller flere grundstoffer til dannelse af en forbindelse kaldes kombinationsreaktion. | a) Mellem elementerne | C + O2 → CO2 | Kulstof, der er fuldstændigt forbrændt i ilt, giver kuldioxid b) Mellem forbindelser CaO + H2O → Ca (OH) 2 | Calciumoxid (kalk) kombineret med vand giver calciumhydroxid (slækket kalk) | – | Mellem grundstoffer og forbindelser 2CO + O2 → 2CO2 | Oxygen kombineres med kulilte, og der dannes kuldioxid. |}

Der er ikke noget specifikt antal reaktanter i en kombinationsreaktion.

Kombinationsreaktioner er normalt eksoterme, fordi når bindingen dannes mellem reaktanterne frigøres varme. For eksempel vil bariummetal og fluorgas kombineres i en meget eksoterm reaktion til dannelse af saltbariumfluorid:

 Ba + F2 → BaF2

Et andet eksempel er magnesiumoxid kombineret med kuldioxid til fremstilling af magnesiumcarbonat.

 MgO + CO2 → MgCO3

Et andet eksempel er jern, der kombinerer med svovl til at producere jern (II) sulfid.

 Fe + S → FeS

Når en kombinationsreaktion finder sted mellem et metal og et ikke-metal, er produktet et ionisk fast stof. Et eksempel kan være lithium, der reagerer med svovl for at give lithiumsulfid. Når magnesium brænder i luft, kombineres metalets atomer med gassen ilt for at producere magnesiumoxid. Denne specifikke kombinationsreaktion frembringer den lyse flamme, der genereres af blusser.

Kombinationsreaktioner kan også forekomme i andre situationer, når de to produkter ikke har den samme ioniske ladning. I en sådan situation skal forskellige mængder af hver reaktant anvendes. For at betegne dette i en kemisk ligning tilføjes en koefficient til en eller flere af reaktanterne, så den totale ioniske ladning for hver reaktant er den samme. For eksempel dannes jern (III) oxid af følgende ligning: 4 Fe + 3 O 2 ⟶ 2 Fe 2 O 3 {\ displaystyle {\ ce {4Fe + 3 O2 – > 2Fe2O3}}} . Dette skyldes, at jern i dette tilfælde har en ladning på 3+, mens hvert iltatom i O 2 {\ displaystyle {\ ce {O2}}} har en ladning på 2- . Oxygengas (O 2 {\ displaystyle {\ ce {O2}}} ) skal bruges i stedet for elementært ilt (O {\ displaystyle {\ ce {O}}} ) fordi elementært ilt er en fri radikal, der er ustabil og kombineres med andre iltatomer for at danne O 2 {\ displaystyle {\ ce {O2}}} .

Denne kemiske reaktionsartikel er en stub. Du kan hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

Leave a Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *