Katolske kirkes katekisme
LOS SYV SAKRAMENTER I KIRKEN
1210 Den nye lovs sakramente blev indstiftet af Kristus og er syv, nemlig dåb, konfirmation, eukaristi, bøn, salvelse af de syge, præstedømme og ægteskab. De syv sakramenter svarer til alle faser og alle de vigtige øjeblikke i den kristnes liv: de føder og vokser, heler og missionerer de kristnes tros liv. Der er her en vis lighed mellem stadierne i det naturlige liv og stadierne i det åndelige liv (jf. Saint Thomas Aquinas, Summa theologiae 3, q. 65, a.1, c).
1211 Efter denne analogi vil de forklar først de tre sakramenter ved den kristne indvielse (første kapitel), derefter helbredelsens sakramenter (andet kapitel), endelig sakramenterne, der står til tjeneste for de troendes kommunion og mission (tredje kapitel). Bestemmelsen er bestemt ikke den eneste mulige, men den giver os mulighed for at se, at sakramenterne danner en organisme, hvor hvert bestemt nadver har sin vitale plads. I denne organisme indtager eukaristien et unikt sted som “sakramentens sakramente”: “alle de andre sakramenter beordres til denne med henblik på deres afslutning” (Saint Thomas Aquinas, Summa theologiae 3, q. 65, a. 3 , c).
DÅPETS SAKRAMENT
1213 Hellig dåb er grundlaget for alt kristent liv, porten til liv i ånden (“vitae spiritualis ianua “) og døren, der åbner adgang til de andre sakramenter. Gennem dåben frigøres vi fra synd og genfødes som Guds børn, vi bliver medlemmer af Kristus, og vi er indarbejdet i kirken og deltager i hendes mission (jf. Rådet i Firenze: DS 1314; CIC, kan 204,1; 849; CCEO 675,1): Baptismus est sacramentum regenerationis per aquam in verbo “(” Dåb er nadveren for den nyfødte gennem vand og ordet “: Romersk katekisme 2,2,5).
1214 Dette nadver modtager navnet af dåb på grund af karakteren af den centrale ritual, som den fejres med: døbe (baptizein på græsk) betyder “at nedsænke”, “at lægge i vandet”; “nedsænkning” i vandet symboliserer handlingen ved at begrave katekumenet i Kristi død, hvorfra han kommer ud gennem opstandelsen med ham (jf. Rom 6,3-4; Kol 2,12) som en “ny skabning” (2 Kor 5,17; Ga 6,15). p>
BEKRÆFTELSESAKRAMENTET
1285 Med dåben og eukaristien udgør konfirmationens sakrament sættet af “sakramenter af kristen indvielse “, hvis enhed skal beskyttes. Det er derfor nødvendigt at forklare for de troende, at modtagelse af dette nadver er nødvendigt for fylden af dåbsnåde (jf. Ritual of Confirmation, Prenotadnos 1). Faktisk er de døbte “bundet af konfirmationens sakramente mere tæt på kirken og beriget med en særlig styrke fra Helligånden. På denne måde er de yderligere forpligtet som autentiske vidner til Kristus til at udvide og forsvare troen med sin ord og hans gerninger “(LG 11; jf. Ritual of Confirmation, Give us 2):
1286 I Det Gamle Testamente meddelte profeterne, at Herrens Ånd ville hvile på den forventede Messias (jf. Is 11,2 ) for at udføre sin frelsesmission (jf Luk 4,16-22; Is 61,1). Helligåndens nedstigning på Jesus i hans dåb af Johannes var tegnet på, at han var den, der skulle komme, Messias, Guds søn (Mt 3,13-17; Joh 1,33-34). Efter at være blevet tildelt af Helligånden, udføres hele hans liv og hele hans mission i fuldstændig fællesskab med Helligånden, som Faderen giver ham “uden mål” (Joh 3,34).
EUKARISTENS SAKRAMENT
1322 Den hellige eukaristi kulminerer den kristne indvielse. De, der er blevet rejst til det kongelige præstedømmes værdighed ved dåb og dybere konfigureret til Kristus ved konfirmation, deltager gennem eukaristien med hele samfundet i Herrens eget offer.
1323 “Vor Frelser, i den sidste nadver, natten, hvor han blev afleveret, indførte det eukaristiske offer for hans krop og hans blod for at fortsætte i århundreder, indtil hans tilbagevenden, korsofferet og således overlade til sin elskede ægtefælle, kirken, mindet om hans død og opstandelse, fromhedens sakramente, tegn på enhed, kærlighedsbånd, festlig fest, hvor Kristus modtages, sjælen er fyldt med nåde, og vi får et løfte om fremtidig herlighed “(SC 47).
1324 Eukaristien er “kilden til og toppen af hele det kristne liv” (LG 11). “De andre sakramenter såvel som alle kirkelige ministerier og apostoliske gerninger er forenet med eukaristien og er ordineret til den.Den hellige eukaristi indeholder faktisk alt Kirkens åndelige gode, det vil sige Kristus selv, vores påske “(PO 5).
SAKRAMENTET PENSION OG FORsoning
1422 “De, der nærmer sig botens sakramente, får tilgivelse fra Guds barmhjertighed for deres synder begået mod ham og på samme tid forsoner sig med Kirken, som de fornærmede med dine synder. Hun flytter dem til omvendelse med sin kærlighed, sit eksempel og sine bønner “(LG 11).
1423 Det kaldes omvendelsens sakrament, fordi det udfører sakramentalt Jesu kald til omvendelse (jf Mk 1,15), vende tilbage til Faderen (jf. Luk 15:18) fra hvem mennesket havde vendt sig væk på grund af synd.
Det kaldes botens sakrament, fordi det indvier en personlig og kirkelig proces med omvendelse, omvendelse og erstatning fra syndig kristen.
1424 Det kaldes tilståelsessakramentet, fordi erklæringen eller manifestationen, syndens tilståelse for præsten, er et væsentligt element i dette nadver. I dyb forstand er dette nadver også en “tilståelse”, anerkendelse og ros af Guds hellighed og hans barmhjertighed over for et syndigt menneske.
Det kaldes tilgivelsens sakrament, fordi Gud ved præstens sakramentale afgivelse giver den angrende “tilgivelse og fred” (Ritual of Penance, 46 , 55).
Det blev kaldt han forsoningens sakrament, fordi det giver synderen den kærlighed til Gud, der forsoner: “Lad jer forsones med Gud” (2 Kor 5:20). De, der lever af Guds barmhjertige kærlighed, er klar til at svare på Herrens kald: “Gå først for at blive forsonet med din bror” (Mt 5,24).
SYGES SALVING 1499 “Med hellig salvelse af syge og med præstenes bønner roser hele kirken de syge over for den lidende og herliggjorte Herre til at befri dem og frelse dem. Han opfordrer endda dem til frit at deltage i Kristi lidenskab og død og bidrage til således til gavn for Guds folk “(LG 11).
1500 Sygdom og lidelse har altid været blandt de mest alvorlige problemer, der rammer menneskeliv. I sygdom oplever mennesket sin magtesløshed, sine grænser og sin endelighed. Enhver sygdom kan få os til at se et glimt af døden.
1501 Sygdom kan føre til kval, til at trække sig tilbage i sig selv, undertiden endda til fortvivlelse og oprør mod Gud. Det kan også gøre personen mere moden, hjælpe ham med at skelne i sit liv, hvad der ikke er nødvendigt for at vende sig mod det, der er vigtigt. Meget ofte fører sygdom til en søgen efter Gud, en tilbagevenden til ham.
ORDENS SAKRAMENT
1536 Orden er nadveren, takket være hvilken mission Kristus har betroet sine apostle fortsætter med at udøves i kirken indtil slutningen af tiden: det er derfor nadveren ved den apostoliske tjeneste. Det består af tre grader: biskopeloven, det presbyterate og diakonatet.
.
1537 Ordet Orden betegnede i den romerske antikviteter organer i civil forstand, især kroppen af de, der styrer. Ordinatio betegner integration i en ordo. I kirken er der sammensatte organer, som traditionen, ikke uden fundamenter i den hellige skrift (jf Hb 5,6; 7,11; Ps 110,4), kalder fra oldtiden med navnet taxeis (på græsk), af ordiner ( på latin): således taler liturgien om ordo episcoporum, ordo presbyterorum, ordo diaconorum. Andre grupper modtager også dette ordo: katekuminer, jomfruer, ægtemænd, enker.
1538 Integration i et af disse organer i kirken blev udført ved en ritual kaldet ordinatio, en religiøs og liturgisk handling, der var en indvielse, en velsignelse eller et nadver. I dag er ordet ordinatio forbeholdt den sakramentale handling, der inkorporerer rækkefølgen af biskopper, præster og diakoner, og som går ud over et simpelt valg, udnævnelse, delegation eller institution af samfundet, da det giver en gave fra Helligånden, der gør det muligt at udøve en “hellig kraft” (sacra potestas) (jf. LG 10), der kun kan komme fra Kristus gennem hans kirke. Ordination kaldes også consecratio, fordi det er en “udskillelse” og en “investering” af Kristus selv for sin kirke. “Håndspålæggelsen” af biskoppen med den indvielsesbøn udgør det synlige tegn på denne indvielse.
ÆGTESKABSSAKRAMENTET
1601 “Ægteskabsalliancen, hvormed manden og kvinden udgør en A livslang konsortium, beordret af sin meget naturlige natur til ægtefællernes gode og til afkommets generering og uddannelse, blev hævet af Kristus vor Herre til værdighed af et nadver blandt de døbte “(CCC kan. 1055, §1) .
1602 Den hellige Skrift åbner med beretningen om skabelsen af mand og kvinde i Guds billede og lighed (Gn 1,26-27) og lukkes med visionen om “Lammets ægteskab” (Ap 19, 9; jf. Ap 19,7).Fra den ene yderste til den anden taler Skriften om ægteskabet og dets “mysterium”, dets institution og den betydning, som Gud gav det, dets oprindelse og dets afslutning, dets forskellige præstationer gennem hele frelsens historie, deres vanskeligheder født af synd og deres fornyelse “i Herren” (1 Kor 7:39), alt fra perspektivet til den nye pagt om Kristus og kirken (jf Ef 5,31-32).
1603 “Det intime samfund af det ægteskabelige liv og kærlighed er grundlagt af Skaberen og forsynet med sine egne love. Gud selv er forfatter til ægteskabet “(GS 48,1). Kaldet til ægteskab er indskrevet i selve naturen hos mand og kvinde, da de kom fra Skaberen. Ægteskab er ikke en rent menneskelig institution på trods af de mange variationer, som det kan have gennemgået gennem århundreder i forskellige kulturer, sociale strukturer og åndelige holdninger. Disse mangfoldigheder bør ikke få dig til at glemme dine fælles og permanente træk. På trods af at denne institutions værdighed ikke altid afsløres med den samme klarhed (jf. GS 47,2), findes der i alle kulturer en vis følelse af ægteskabsforeningens storhed. “Frelsen for personen og for det menneskelige og kristne samfund er tæt knyttet til velstanden i det ægteskabelige og familiesamfund” (GS 47.1).
1604 Gud, der skabte mennesket af kærlighed, har også kaldet ham til at elske, grundlæggende og medfødt kald for ethvert menneske. Fordi mennesket blev skabt i Guds billede og lighed (Gn 1,2), som er kærlighed (jf 1 Joh 4,8,16). Når Gud har skabt dem mandlige og kvindelige, bliver deres gensidige kærlighed et billede af den absolutte og svigende kærlighed, som Gud elsker mennesket. Denne kærlighed er god, meget god, i Skabernes øjne (jf. Gen 1:31). Og denne kærlighed, som Gud velsigner, er bestemt til at være frugtbar og blive realiseret i det fælles arbejde med at tage sig af skabelsen. “Og Gud velsignede dem og sagde:” Være frugtbare og formere dig og fylde jorden og underkaste den “” (Gn 1,28).
1605 Det hellige skrift bekræfter, at mand og kvinde blev skabt for ham den ene: “Det er ikke godt for manden at være alene ”(Gn 2:18). Kvinden, “kød af hans kød” (jf Gn 2:23), hans lige, den skabning, der ligner manden selv, gives ham af Gud som en “hjælp” (jf Gn 2:18) og repræsenterer således Gud hvilket er vores “hjælp” (jf Ps 121,2). “Af denne grund forlader en mand sin far og sin mor og er forenet med sin kone, og de bliver ét kød” (jf. Gen 2, 18-25). At dette betyder en svigtende forening af deres to liv, viser Herren selv ved at huske, hvad der var “i begyndelsen”, Skaberens plan (jf. Mt 19, 4): “Så de er ikke længere to, men et kød” (Mt 19 , 6).
Du kan finde mere detaljeret information i katolsk kirkes katekisme.