Deregulering indebærer fjernelse af statslige love og love på et bestemt marked. Deregulering henviser ofte til fjernelse af barrierer for konkurrence.
For eksempel plejede mange industrier i Storbritannien at være et statsmonopol – BT, British Gas, British Rail, lokal busforbindelse, Royal Mail. Deregulering tillod imidlertid nye virksomheder at komme ind på disse markeder og reducere monopolstyrken i disse statsejede industrier. Denne proces med deregulering blev ofte ledsaget af privatisering. (Salg af statsejede aktiver til privat sektor)
Et godt eksempel på deregulering er levering af post. I mange år havde den regeringsejede Royal Mail et lovligt monopol på at levere breve og pakker. Royal Mail havde pligt til at levere et brev hvor som helst i Storbritannien, men konkurrence var ikke tilladt.
For det første var konkurrence tilladt i pakker, så i 2006 har enhver licenseret operatør lov til at levere breve og pakker til erhvervskunder og privatkunder. (Royal Mail-konkurrence hos BBC)
Finansiel deregulering
En anden type deregulering er, hvor regeringen fjerner kontroller og statuer vedrørende den finansielle sektor. For eksempel for at håndtere finansiel ustabilitet har regeringer stillet krav, banker opbevarer en vis procentdel af indskud i likvide aktiver. Dereguleringen i 1980’erne og 90’erne gav finansielle virksomheder større frihed til at indstille deres egen likviditetsgrad og typer af finansielle produkter, de tilbød.
Finansiel deregulering får skylden for noget af kreditboblen, der gik forud for kreditkrisen i 2008.
Luftafregulering
I 1978 åbnede USA sine luftveje for konkurrence.
Economist rapporterer, flybilletter faldt med 33%, og lufttrafikken steg med mere end 100% i slutningen af 1980’erne. Dette blev hjulpet af lavprisselskaber som American West og Southwest Airlines, der brugte flere mindre lufthavne til at tilbyde et større udvalg af fly til små byer.
Deregulering i luftfartsindustrien har imidlertid ikke været en ukvalificeret succes, nogle luftfartsselskaber er gået ud af drift, og de tre store flyselskaber har set deres markedsandel af langdistance trafik stige fra 30% i 1978 til mere end 60% i begyndelsen af 1990’erne.
Det viser vanskeligheden med at afregulere flyselskaber, hvor der er betydelige stordriftsfordele og adgang til vigtige ‘hub-lufthavne’, er vanskelig, fordi efterspørgslen efter slots overstiger udbuddet.
Fordele ved deregulering
- Øget konkurrence virker som en ansporing til større effektivitet, hvilket fører til lavere omkostninger og priser for forbrugerne.
- På nogle markeder såsom luftfartsselskaber og telekommunikation har deregulering muliggjort et øget antal virksomheder, hvilket muliggør lavere priser for forbrugerne . Dette bemærkes især med lavprisselskaber og faldende priser på telefonopkald.
- Regeringens regulering indebærer ofte store omkostninger ved bureaukrati.
- Deregulering giver forbrugerne større valg
Ulemper ved deregulering
- Det kan være vanskeligt at skabe effektiv konkurrence i en industri, der er et naturligt monopol – høje adgangsbarrierer. Deregulering kan skabe et privat firma med monopol.
- På det lokale busmarked førte deregulering ofte til dobbeltarbejde og problemer med overbelastning. Lokale busser er en industri, hvor mere end en virksomhed skaber forskellige slags problemer.
- Også nye private virksomheder vil forsøge at vælge de mest rentable ruter og tider og udelade de urentable tjenester uden for peak.
- Deregulering kan føre til et kompromis mellem offentlige tjenester med en dårligere leveringskvalitet. Private virksomheder har et incitament til at reducere omkostningerne og levere en lavere servicekvalitet.
- Deregulering inden for togtrafik førte til processen med franchising, hvor virksomheder blev tildelt kontrakter i en bestemt periode. Der er konkurrence i budprocessen, men ingen garantiselskaber vil leve op til deres løfter. I den britiske jernbanesektor måtte regeringen overtage en svigtende privat virksomhed ved flere lejligheder.
Relaterede sider
- Fordele og ulemper ved privatisering
- Økonomiske virkninger af fru Thatcher
- politikker på udbudssiden