Selv om formuleringerne kan variere, indeholder de fleste Essiac-formuleringer burdockrod, kalkunrabberrod, fåresyrre og glat alm. Fra 1920’erne til 1970’erne blev Essiac forfremmet som kræftbehandling af Rene Caisse, en canadisk sygeplejerske, der opfandt formlen. Caisse hævdede på nogle tidspunkter, at formlen var blevet givet til hende af en Ontario Ojibwa-patient, hun behandlede, og på andre tidspunkter, at hun havde lært formlen af en ikke navngivet “medicinmand”. Ingen af historierne er nogensinde blevet underbygget. Der er ingen beviser for, at Essiac er et indianer- eller First Nations-middel. Der er dog flere faktorer, der indikerer, at formlen ikke er fra nogen indianer- eller First Nations-kultur. Især i den originale opskrift er kun en af planterne i blandingen, glat alm, hjemmehørende i Amerika; ingen af de andre urter er hjemmehørende i Nordamerika. Caisse ændrede sin historie om middelets oprindelse samt ingredienserne i formlen flere gange og siges at være glad for at dyrke “en mystisk luft” omkring den. Navnet “Essiac”, som Caisse gav til te, er Caisses navn stavet baglæns. I dag sælges Essiac ofte med apparater (såsom flasker og infusionsvæsker) til fremstilling af te og fremmes undertiden med usande påstande om, at videnskabelig undersøgelser har vist, at det er effektivt.
I 1977 solgte Caisse sin Essiac-formel og varemærkerettigheder til Respirin Corporation (et canadisk firma og forgænger i titel til Essiac Products Inc.), som forsøgte at markedsføre produktet Virksomheden var imidlertid ikke i stand til at påvise nogen virkning af Essiac mod kræft. Gentagne laboratorietest viste, at Essiac undlod at bremse tumorvæksten og i store doser dræbte testdyr. Som et resultat nægtede både den amerikanske og canadiske regering at godkende Essiac som en medicinsk behandling. Essiac blev i stedet markedsført af Essiac Products Inc. og andre som et kosttilskud, underlagt meget mindre regulering og ikke krævet for at vise ethvert bevis for effektivitet.