Undertegnede stater mødes med jævne mellemrum på de såkaldte COP’er (partskonferencen) for at blive enige om yderligere handling inden for klimabeskyttelse. I 1997 blev dette møde afholdt i Kyoto i Japan, hvor “Kyoto-protokollen”, det første dokument med juridisk bindende forpligtelser til begrænsninger og reduktioner, blev vedtaget af de ratificerede lande. Anvendelsesperioden blev fastsat for årene 2008 til 2012 (1. forpligtelsesperiode) og 2013 til 2020 (2. forpligtelsesperiode).
For at kunne opretholde den internationale klimabeskyttelsesproces efter 2020 var der behov for en ny klimaaftale. Dette blev vedtaget i 2015 på COP i Paris som “Parisaftalen”, der for første gang omfattede et specifikt mål for at begrænse den globale opvarmning til et godt stykke under 2 ° C over det førindustrielle niveau i 1750. De ratificerede lande opstille deres egne reduktionsmål, hvorved en gennemgang og styrkelse af klimabeskyttelsesindsatsen skulle finde sted hvert 5. år. I oktober 2016 blev det krævede antal mindst 55 ratificerede lande, der er ansvarlige for mindst 55% af de globale drivhusgasemissioner, nået, hvilket betød, at aftalen kunne træde i kraft.