IVH i den for tidlige hjerne opstår normalt fra den germinale matrix, mens IVH i udtrykket spædbørn stammer fra choroid plexus. Det er dog især almindeligt hos premature spædbørn eller børn med meget lav fødselsvægt. Årsagen til IVH hos for tidlige spædbørn, i modsætning til hos ældre spædbørn, børn eller voksne, skyldes sjældent traumer. I stedet menes det at skyldes ændringer i perfusion af de sarte cellulære strukturer, der er til stede i den voksende hjerne, forstærket af umodenheden i hjernens kredsløbssystem, som er særligt sårbar over for hypoxisk iskæmisk encefalopati. Manglen på blodgennemstrømning resulterer i celledød og efterfølgende nedbrydning af blodkarvæggene, hvilket fører til blødning. Selvom denne blødning kan resultere i yderligere skade, er den i sig selv en markør for skade, der allerede er opstået. De fleste intraventrikulære blødninger forekommer i de første 72 timer efter fødslen. Risikoen øges ved anvendelse af ekstrakorporeal membran-iltning hos premature spædbørn. Medfødt cytomegalovirusinfektion kan være en vigtig årsag.
Blødningsmængden varierer. IVH beskrives ofte i fire klasser:
- Grad I – blødning forekommer lige i kimmatrixen
- Grad II – blødning forekommer også inde i ventriklerne, men de forstørres ikke
- Grad III – ventrikler forstørres af det akkumulerede blod
- Grad IV – blødning strækker sig ind i hjernevævet omkring ventriklerne
Grad I og II er mest almindelige, og ofte er der ingen yderligere komplikationer. Grad III og IV er de mest alvorlige og kan resultere i langvarig hjerneskade hos spædbarnet. Efter en grad III eller IV IVH kan der dannes blodpropper, som kan blokere strømmen af cerebrospinalvæske, hvilket fører til øget væske i hjernen (hydrocephalus).
Der har været forskellige behandlinger anvendt til at forhindre de høje hastigheder af morbiditet og dødelighed, herunder diuretikabehandling, gentagen lænde-punktering, streptokinase-behandling og senest kombination af en ny intervention kaldet DRIFT (dræning, kunstvanding og fibrinolytisk terapi).
I 2002 analyserede en hollandsk retrospektiv undersøgelse tilfælde, hvor neonatologer havde grebet ind og drænet CSF ved lænde- eller ventrikulære punkteringer, hvis ventrikulær bredde (som vist ved ultralyd) oversteg 97. centil i modsætning til 97. centil plus 4 mm. Professorer Whitelaw’s originale Cochrane-gennemgang offentliggjort i 2001 samt beviser fra tidligere randomiserede kontrolundersøgelser viste, at interventioner skulle baseres på kliniske tegn og symptomer på ventrikulær dilatation. En international undersøgelse har i stedet set et tidligt (97. centil) versus sent (97. centile plus 4 mm) til at gribe ind og dræne CSF.
DRIFT er blevet testet i et internationalt randomiseret klinisk forsøg; skønt det ikke signifikant sænkede behovet for shuntkirurgi, svær kognitiv handicap efter to år Bayley (MDI < 55) blev signifikant reduceret. Gentagne lumbalpunktioner anvendes i vid udstrækning til at reducere virkningerne ved øget intrakranielt tryk og et alternativ til ventrikuloperitoneal (VP) shuntkirurgi, der ikke kan udføres i tilfælde af intraventrikulær blødning. Den relative risiko for gentagen lændepunktur er tæt på 1,0, derfor er den ikke statistisk terapeutisk sammenlignet med konservativ behandling og øger risikoen for efterfølgende CSF-infektion.