Det mest talte sprog i Norge er norsk. Det er et nordgermansk sprog, nært beslægtet med svensk og dansk, alle sproglige efterkommere af oldnorsk. Norsk bruges af omkring 95% af befolkningen som førstesprog. Sproget har to separate skriftlige standarder: Nynorsk (“nynorsk”, “nyt” i betydningen nutidig eller moderne) og bokmål (“bogsprog / tunge / tale”), som begge er officielle.
Norsk sprogkamp Rediger
Kongeriget Danmark-Norge indtil 1814.
Kendt som Språkstriden på norsk, er den norske sprogkamp en bevægelse, der er rodfæstet i både norsk nationalisme og de 400 år af dansk styre i Norge (se Danmark-Norge). Koiné-sproget (blandet sprog) kendt som dansk-norsk (dansk-norsk), der udviklede sig i norske byer, var resultatet af dansk at erstatte norsk som sprog for de øvre klasser i det land (dansk blev brugt i domstolene og af den herskende klasse, og efter den lutherske reformation i 1536 erstattede den latin som liturgisk sprog). Vedtagelsen af norsk ortografi til det danske sprog gav anledning til den skriftlige standard for Riksmål, som senere blev bokmål. Nynorsk, en ny standard på norsk baseret på det talte sprog i det landlige Norge, blev anerkendt af parlamentet i 1885, og i 1892 var det først muligt at bruge nynorsk som et primært undervisningssprog. I 1920 blev nynorsk brugt bredt i det vestlige Norge og bjergdalene, hvor det stadig har sin højborg, og bokmål blev brugt i de mere folkerige områder i landet. Senere blev der forsøgt at forene de to standarder til Samnorsk eller “Common Norwegian”, skønt dette aldrig blev realiseret.
BokmålEdit
Bokmål, det skrevne sprog for 80-90% af den norske befolkning, er baseret på Riksmål, skønt det adskiller sig med hensyn til køn, leksikon, tællesystem, en tendens til at tillade konkrete navneendelser i abstrakte situationer og diftonger versus enkelt vokaler . Riksmål blev officielt ændret til bokmål i 1929.
NynorskEdit
Nynorsk blev udviklet af lingvisten Ivar Aasen i 1850’erne, baseret på landdistrikter , talt norsk snarere end den kulturperler, dansk-påvirket norsk, der tales i byer. Dens første officielle kodifikation var i 1901, fik navnet Nynorsk i 1929 og er blevet brugt officielt (sammen med bokmål) siden 1938. Dets anvendelse er dog faldet: i 1944 blev den brugt af 34,1% (det højeste registrerede antal), i 1971 af 17,5% af befolkningen, i dag undervises ca. 15% af skolebørn nynorsk som deres skriftsprog, og nynorsk er angiveligt brugt som hovedform for norsk af omkring 7,4% af den samlede befolkning, mens yderligere 5% skifter mellem bokmål og nynorsk.
Høgnorsk
Der findes en mere konservativ variation af nynorsk, kaldet Høgnorsk. Det har få aktive brugere, men understøttes af Ivar Aasen-sambandet-organisationen, der blev grundlagt i 1965 som svar på regeringens samnorsk-politik på det tidspunkt.