Panafrikanisme er troen på, at folk af afrikansk afstamning har fælles interesser og bør forenes. Historisk har panafrikanisme ofte taget form af en politisk eller kulturel bevægelse. Der er mange sorter af panafrikanisme. I sin snæverste fortolkning forestiller panafrikanister sig en samlet afrikansk nation, hvor alle mennesker i den afrikanske diaspora kan bo. Mere generelt er panafrikanisme det synspunkt, at folk af afrikansk afstamning har meget til fælles, en kendsgerning, der fortjener opmærksomhed og endda fejring.
Panafrikanistiske ideer begyndte først at cirkulere i midten 19. århundrede i USA, ledet af afrikanere fra den vestlige halvkugle. De vigtigste tidlige panafrikanister var Martin Delany og Alexander Crummel, begge afroamerikanere, og Edward Blyden, en vestindier.
Disse tidlige stemmer for panafrikanismen understregede fællesforholdet mellem afrikanere og sorte mennesker i Forenede Stater. Delany, der troede, at sorte mennesker ikke kunne trives sammen med hvide, foreslog tanken om, at afroamerikanere skulle adskille sig fra De Forenede Stater og etablere deres egen nation. Crummel og Blyden, begge samtidige fra Delany, mente, at Afrika var det bedste sted for den nye nation. Motiveret af kristen missionær nidkærhed mente de to, at afrikanere i den nye verden skulle vende tilbage til deres hjemlande og konvertere og civilisere indbyggerne der, en praksis, som forskellige europæiske missionærer allerede havde forsøgt.
Selvom ideerne fra Delany var , Crummel og Blyden er vigtige, den sande far til moderne panafrikanisme var den indflydelsesrige tænker WEB Du Bois. Gennem sin lange karriere var Du Bois en forkæmper for studiet af afrikansk historie og kultur. I det tidlige tyvende århundrede var han mest fremtrædende blandt de få forskere, der studerede Afrika. Hans erklæring, der blev fremsat ved begyndelsen af det tyvende århundrede, om at “problemet med det tyvende århundrede er problemet med farvelinjen” blev fremsat med tanke på panafrikanistiske følelser.
Blandt de mere vigtige Panafrikanistiske tænkere i de første årtier i det 20. århundrede var jamaikanskfødte sorte nationalist Marcus Garvey. I årene efter første verdenskrig var Garvey forkæmper for afrikansk uafhængighed og understregede de positive egenskaber ved sorte folks kollektive fortid. Universal Negro Improvement Association (UNIA), pralede millioner af medlemmer, forestillede sig og planlagde derefter en tilbagevenden “tilbage til Afrika.” Garveys Black Star Line, et rederi, der til dels blev oprettet for at transportere sorte tilbage til Afrika såvel som for at lette global sort handel, lykkedes i sidste ende ikke.
På trods af deres oprindelse uden for USA var sådanne panafrikanistiske tænkere hentede mange af deres ideer fra afroamerikansk kultur. Desuden boede James og Padmore i USA i betydelige perioder. En udveksling af ideer om Afrika og folk af afrikansk herkomst fandt sted mellem disse intellektuelle og afroamerikanere, med afroamerikanere i spidsen. Det var på mange måder et sort atlantisk intellektuelt samfund. Især Senghor og Césaire blev stærkt påvirket af Du Bois og af flere Harlem-renæssanceskribenter, især Countee Cullen, Langston Hughes og Claude McKay.
I slutningen af 1940’erne bevægede den afroamerikanske intellektuelle ledelse af bevægelsen havde trukket sig tilbage, hvor afrikanerne nu tog føringen. Det skyldtes til dels den venstreorienterede eller kommunistiske sympati fra mange panafrikanske fortalere, da i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 50’erne var USA midt i en rød skræmme, da amerikanere med kommunistiske tilhørsforhold eller sympatier blev aktivt forfulgt og retsforfulgt. Den vigtigste figur i denne periode var Kwame Nkrumah fra Ghana, der mente, at det europæiske koloniale styre i Afrika kunne slukkes, hvis afrikanere kunne forene sig politisk og økonomisk. Nkrumah fortsatte med at lede bevægelsen for uafhængighed i Ghana, som blev realiseret i 1957. Mange afroamerikanere jublede over udviklingen i Afrika.
Panafrikanistisk kulturel tænkning dukkede op igen med fornyet styrke i De Forenede Stater. i slutningen af 1960’erne og 70’erne som en af manifestationerne af Black Power-bevægelsen. I begyndelsen af 1970’erne var det blevet relativt almindeligt for afroamerikanere at undersøge deres afrikanske kulturelle rødder og vedtage afrikanske former for kulturel praksis, især afrikanske klædedragter.
I de efterfølgende årtier måske den mest fremtrædende strøm af ideer der kan kaldes panafrikanistisk har været den afrocentriske bevægelse, som den sorte intellektuelle som Molefi Asante fra Temple University, Cheikh Anta Diop fra Senegal, den amerikanske historiker Carter G. Woodson og Maulana Ron Karenga, skaberen af Kwanzaa. Med sine rødder i 1960’erne fik Afrocentrism særlig popularitet i USA i 1980’erne.Bevægelsen fremhæver afrikanske tænkemåder og kultur som et korrektiv til den lange tradition for europæisk kulturel og intellektuel dominans.