DMAE, også kendt som dimethyl MEA, er et derivat af B-vitamincholin. Det har eksisteret i årevis som et oralt supplement, der populært menes at forbedre mental opmærksomhed, ligesom Ginkgo biloba og coenzym Q10. Forskningen omkring DMAE viser imidlertid ikke de samme positive resultater som de to andre tilskud.
Da DMAE er kemisk magen til cholin, antages det, at DMAE stimulerer produktionen af acetylcholin. Og fordi acetylcholin er en hjerne-neurotransmitter, er det let at se, hvordan det kan være forbundet med hjernens funktion. Imidlertid har kun en håndfuld undersøgelser set på DMAE til dette formål, og de har ikke været afgørende i det mindste, mens nogle har vist, at DMAE kan være problematisk eller ikke særlig effektiv.
Det er en kontroversiel ingrediens til hud, fordi forskning har vist modstridende resultater. Det ser ud til at tilbyde en indledende fordel, der forbedrer hudens fasthed, men disse resultater er kortvarige og til sidst giver plads til destruktion af de stoffer i huden, der hjælper med at holde den fast. DMAE kan også have hud-beroligende virkninger.
Interessant er der en formuleringsudfordring, når DMAE inkluderes i hudplejeprodukter. For at opretholde effektiviteten og stabiliteten af DMAE skal produktets pH-niveau være mindst 10. En pH på 10 er meget basisk, hvilket ikke er en god nyhed for huden.
Desuden, fordi næsten alle fugtighedscreme (inklusive serum og øjencremer) er formuleret med en pH-værdi, der passer nøje til den menneskelige hud (generelt 5,5-6,5, som er på den sure side af skalaen), i sandsynligheden for, at DMAE inkluderet i hudplejeprodukter ikke kan have nogen langvarig funktionalitet.
Referencer til denne information:
Pharmazie, december 2009, side 818-822
Journal of Drugs in Dermatology, Supplement 72, 2008, side S17 – S22
Æstetisk plastikkirurgi, november-december 2007, side 711–718
British Journal of Dermatology, marts 2007, sider 433-439
American Journal of Clinical Dermatology, bind 6, 2005, side 39–47
European Journal of Medical Research, maj 2003, side 183–191
Mekanismer for aldring og udvikling, februar 1988, side 129–138