Produktivitet

Hvad er produktivitet?

Produktivitet, i økonomi, måler output pr. inputenhed, såsom arbejdskraft, kapital eller enhver anden ressource – og beregnes typisk for økonomien som helhed som et forhold mellem bruttonationalproduktet (BNP) til arbejdede timer. Arbejdsproduktiviteten kan yderligere opdeles efter sektor for at undersøge tendenser i arbejdsvækst, lønniveau og teknologisk forbedring. Virksomhedsoverskud og aktionærafkast er direkte knyttet til produktivitetsvækst.

På virksomhedsniveau, hvor produktivitet er et mål for effektiviteten i en virksomheds produktionsproces, beregnes det ved at måle antallet af producerede enheder i forhold til arbejdstagerens arbejdstid eller ved at måle en virksomheds nettosalg i forhold til medarbejdernes arbejdstid.

Forstå produktivitet

Produktivitet er nøglekilden til økonomisk vækst og konkurrenceevne. Et lands evne til at forbedre sin levestandard afhænger næsten udelukkende af dets evne til at øge sin produktion pr. Arbejdstager, dvs. producere flere varer og tjenester i et givet antal arbejdstimer. Økonomer bruger produktivitetsvækst til at modellere økonomiernes produktionskapacitet og bestemme deres kapacitetsudnyttelsesgrad. Dette bruges igen til at forudsige konjunkturcyklusser og forudsige fremtidige BNP-vækstniveauer. Derudover anvendes produktionskapacitet og udnyttelse til at vurdere efterspørgsel og inflationstryk.

Arbejdsproduktivitet

Den mest rapporterede produktivitetsmåling er arbejdsproduktivitet offentliggjort af Bureau of Labor Statistics. Dette er baseret på forholdet mellem BNP og de samlede arbejdede timer i økonomien. Arbejdsproduktivitetsvækst kommer fra stigninger i den mængde kapital, der er til rådighed for hver arbejdstager (kapitaluddybning), uddannelse og erfaring fra arbejdsstyrken (arbejdssammensætning) og forbedringer i teknologi (multifaktor produktivitetsvækst).

Produktivitet er dog ikke nødvendigvis en indikator for en økonomis sundhed på et givet tidspunkt. For eksempel faldt produktionen og arbejdstiden i 2009-recessionen i USA begge, mens produktiviteten voksede – fordi de arbejdede timer faldt hurtigere end produktionen. Fordi produktivitetsgevinster kan forekomme både i recessioner og i udvidelser – som det skete i slutningen af 1990’erne – skal man tage den økonomiske kontekst i betragtning, når produktivitetsdata analyseres.

The Solow Residual

Der er mange faktorer, der påvirker et lands produktivitet, såsom investering i anlæg og udstyr, innovation, forbedringer i logistik i forsyningskæden, uddannelse, virksomhed og konkurrence. Solow-restproduktet, der normalt betegnes som total faktorproduktivitet, måler den del af økonomiens produktionsvækst, der ikke kan tilskrives akkumulering af kapital og arbejdskraft. Det fortolkes som bidraget til økonomisk vækst fra ledelsesmæssige, teknologiske, strategiske og finansielle innovationer. Også kendt som multifaktorproduktivitet (MFP), sammenligner dette mål for økonomisk præstation antallet af producerede varer og tjenester med antallet af kombinerede input, der bruges til at producere disse varer og tjenester. Input kan omfatte arbejdskraft, kapital, energi, materialer og købte tjenester.

Produktivitet og investering

Når produktiviteten ikke vokser markant, begrænser det potentielle gevinster i lønninger, virksomhedsoverskud og levestandard. Investering i en økonomi er lig med besparelsesniveauet, fordi investering skal finansieres ved at spare. Lave opsparingsrater kan føre til lavere investeringsrater og lavere vækstrater for arbejdskraftens produktivitet og realløn. Derfor frygter man, at den lave opsparingsrate i USA kan skade produktivitetsvæksten i fremtiden.

Siden den globale finanskrise er væksten i arbejdskraftens produktivitet kollapset i enhver avanceret økonomi. Det er en af hovedårsagerne til, at BNP-væksten har været så træg siden da. I USA faldt væksten i arbejdsproduktivitet til en årlig sats på 1,1% mellem 2007 og 2017 sammenlignet med et gennemsnit på 2,5% i næsten ethvert økonomisk opsving siden 1948. Dette har været skylden i den faldende kvalitet af arbejdskraft, hvilket mindsker afkastet fra teknologisk innovation og det globale gældsudhæng, hvilket har ført til øget beskatning, hvilket igen har undertrykt efterspørgsel og kapitaludgifter.

Et stort spørgsmål er, hvilken rolle kvantitativ lettelse og nul interesse rentepolitikker (ZIRP) har spillet tilskyndelse til forbrug på bekostning af opsparing og investering. Virksomheder har brugt penge på kortsigtede investeringer og aktietilbagekøb i stedet for at investere i langsigtet kapital. En løsning udover bedre uddannelse, uddannelse og forskning er at fremme kapitalinvesteringer.Og den bedste måde at gøre det på, siger økonomer, er at reformere selskabsbeskatningen, hvilket skulle øge investeringerne i fremstillingsindustrien. Dette er selvfølgelig målet for præsident Trumps skattereformplan.