Hvad er SIADH?
Syndromet med uhensigtsmæssig antidiuretisk hormonsekretion (SIADH) er kendetegnet ved overdreven sekretion af antidiuretisk hormon (ADH) fra den bageste hypofyse eller en anden kilde. ADH styrer vandabsorbering via dets virkning på nyrerne, hvilket forårsager tilbageholdelse af vand (men ikke tilbageholdelse af opløste stoffer). Ved at øge vandretentionen hjælper ADH med fortynding af blodet og nedsætter koncentrationen af opløste stoffer som natrium.
Fysiologi
Normal
1. ADH (også kendt som vasopressin) produceres af hypothalamus som reaktion på øget serum-osmolalitet.
2. ADH transporteres fra hypothalamus til den bageste hypofyse.
3. ADH frigives i kredsløbssystemet via den bageste hypofyse.
4. ADH bevæger sig derefter til nyrerne, hvor den binder til ADH-receptorer på de distale krumme rør.
5. Bindingen af ADH til disse receptorer får aquaporin-2-kanaler til at bevæge sig fra cytoplasmaet ind i tubularens apikale membran. Disse aquaporin-2 kanaler gør det muligt at absorbere vand igen fra opsamlingskanalerne og tilbage i blodbanen. Dette resulterer i både et fald i volumen og en stigning i osmolalitet (koncentration) af urinen, der udskilles.
6. Det ekstra vand, der er genabsorberet, genindtræder i kredsløbssystemet, hvilket reducerer serum-osmolaliteten.
7. Denne reduktion i serum-osmolalitet påvises af hypothalamus og resulterer i nedsat produktion af ADH.
Forstyrret fysiologi i SIADH
Den vigtige forskel mellem normal fysiologi og hvad der sker i SIADH er manglen på en effektiv mekanisme med negativ feedback. Dette resulterer i kontinuerlig ADH-produktion uafhængig af serum-osmolalitet. I sidste ende fører dette til unormalt lave niveauer af natrium i serum og relativt høje niveauer af urinnatrium, hvilket giver anledning til de karakteristiske kliniske træk forbundet med SIADH.
Hvad forårsager SIADH?
Der er mange mulige årsager til SIADH, herunder:
Kliniske træk
Symptomer
Symptomer på SIADH varierer afhængigt af både sværhedsgraden af hyponatriæmi og den hastighed, hvormed den udvikler sig:
- Mild hyponatriæmi: kvalme, opkastning, hovedpine, anoreksi og sløvhed.
- Moderat hyponatriæmi: muskelkramper, svaghed, forvirring og ataksi.
- Alvorlig hyponatriæmi: døsighed, krampeanfald og koma.
Symptomer på SIADH varierer afhængigt af den hastighed, hvormed hyponatriæmi udvikler sig. Mild hyponatriæmi kan forårsage signifikante symptomer, hvis faldet i natrium er akut, mens kronisk hyponatraæmiske patienter kan have meget lave serum-natriumkoncentrationer og alligevel være fuldstændig asymptomatiske. Dette menes at skyldes en kompenserende proces kendt som hjernetilpasning, hvor hjerneceller tilpasser deres stofskifte til at klare unormale natriumniveauer. Cerebral tilpasning kan kun finde sted, hvis ændringen i natriumkoncentration er gradvis, hvilket forklarer de mere alvorlige symptomer forbundet med akut hyponatriæmi og de potentielt mindre alvorlige symptomer forbundet med kronisk hyponatriæmi.1
Kliniske tegn
De kliniske tegn på SIADH kan også variere markant afhængigt af hastigheden af serumnatriumkoncentrationsændring.
Kliniske tegn på SIADH kan omfatte: 2
- Nedsat niveau af bevidsthed
- Kognitiv svækkelse: kortvarigt hukommelsestab, desorientering og forvirring.
- Fokale eller generaliserede anfald
- Hjernestammen herniation (svær akut hyponatriæmi) resulterer i koma og åndedrætsstop.
- Hypervolæmi: lungeødem, perifert ødem, hævet jugulært venetryk og ascites.
Undersøgelser
Væskestatus
Vurder patientens væskestatus for at identificere klinisk og / eller biokemisk dehydrering:
- Patienter med SIADH er t ypisk euvolæmisk eller hypervolæmisk (dvs. ikke dehydreret).
- Hvis dehydrering er til stede, kan det antyde en alternativ årsag til hyponatriæmi (f.eks. diuretikarelateret, nyresvigt).
Blodprøver
Serumnatrium: lavt i SIADH (< 130 mmol / L).
Plasma-osmolalitet: reduceret i SIADH (på grund af lavt serumnatrium) .
TFT’er:
- Hypothyroidisme er en potentiel årsag til SIADH.
- Reduceret T3 og hævet TSH vil foreslå denne diagnose.
Serumcortisol: bør kontrolleres for at udelukke Addisons sygdom som en årsag til hyponatriæmi (cortisol reduceres i Addisons sygdom).
Urinprøver
Urin osmolalitet: Hos raske individer, hvis serum osmolalitet er lav, bør urin osmolalitet også være lav, da nyrerne skal arbejde hårdt for at bevare opløst stof. I SIADH resulterer overskuddet af ADH i vandretention, men ikke i fast stof. Som et resultat produceres koncentreret urin, der er relativt høj i natrium, på trods af lavt serumnatrium.
Urinnatrium: hævet i SIADH, på trods af lav serumnatriumkoncentration.
Imaging
Røntgen og / eller CT-bryst på brystet: bruges til at udelukke årsager til SIADH (f.eks. småcellet lungekræft, atypisk lungebetændelse).
Diagnose
følgende funktioner skal være til stede for at en diagnose af SIADH kan fastslås: ³
- Hyponatriæmi
- Lav plasma-osmolalitet
- Uhensigtsmæssigt forhøjet urin-osmolalitet (dvs. større end plasma-osmolalitet)
- Urin > 40 mmol / L på trods af normalt saltindtag
- Euvolæmi
- Normal skjoldbruskkirtel og binyrefunktion
Management
Management of SIADH varierer afhængigt af den bagvedliggende årsag. Definitiv behandling involverer behandling af den underliggende årsag til SIADH.
Væskebegrænsning
Væskebegrænsning er en almindelig styringsstrategi, der anvendes til at øge serumnatriumkoncentrationer, i det mindste midlertidigt, mens den underliggende årsag søges og behandlet. Denne strategi er meget afhængig af, at patienter samarbejder med behandlingsplanen, da væskebegrænsning kan være udfordrende for patienterne.
Nedenstående administrationsalgoritme giver en oversigt over de nuværende retningslinjer for håndtering af SIADH.3
