Formålet med tvang er at erstatte målene for offeret. Af denne grund har mange socialfilosofer betragtet tvang som det modsatte af frihed.
Forskellige former for tvang skelnes mellem: først på baggrund af den form for skade, der er truet, andet efter dens mål og rækkevidde, og endelig efter dens virkninger, hvorfra dens juridiske, sociale og etiske konsekvenser for det meste afhænger. p>
PhysicalEdit
Fysisk tvang er den mest almindelige form for tvang, hvor indholdet af den betingede trussel er brugen af magt mod et offer, deres slægtninge eller ejendom. Et ofte brugt eksempel er “at sætte en pistol mod en persons hoved” (ved pistol) eller lægge en “kniv under halsen” (ved knivpunkt eller skåret i halsen) for at tvinge handling, ellers bliver offeret dræbt eller såret. Disse er så almindelige, at de også bruges som metaforer for andre former for tvang.
Væbnede styrker i mange lande bruger skydevandhold til at opretholde disciplin og skræmme masserne eller oppositionen til underkastelse eller lydløs overholdelse. Der er imidlertid også ikke-fysiske former for tvang, hvor den truede skade ikke straks indebærer anvendelse af magt. Byman og Waxman (2000) definerer tvang som “brugen af truet magt, herunder begrænset brug af faktisk magt til at bakke op om truslen, for at få en modstander til at opføre sig anderledes, end det ellers ville gøre.” Tvang betyder i mange tilfælde ikke ødelæggelse af ejendom eller liv, da overholdelse er målet.
PsychologicalEdit
I psykologisk tvang betragter den truede skade offerets forhold til andre mennesker. Det mest oplagte eksempel er afpresning, hvor truslen består i formidling af skadelig information. Imidlertid er mange andre typer mulige f.eks. “følelsesmæssig afpresning”, som typisk indebærer trusler om afvisning fra eller misbilligelse fra en kollegagruppe eller skabelse af skyld / pligt via en vrede eller såret af nogen, som offeret elsker eller respekterer. Et andet eksempel er tvangsovertalelse.
Psykologisk tvang – sammen med de andre sorter – blev i vid udstrækning og systematisk brugt af regeringen for Folkerepublikken Kina under kampagnen “Tankereform” fra 1951–1952. Processen – dels udført ved “revolutionære universiteter” og dels inden for fængsler – blev undersøgt og rapporteret af Robert Jay Lifton, daværende forskningsprofessor i psykiatri ved Yale University: se Lifton (1961). De teknikker, der blev brugt af de kinesiske myndigheder, omfattede en teknik, der stammer fra standardgruppepsykoterapi, der havde til formål at tvinge ofrene (som generelt var intellektuelle) til at frembringe detaljerede og oprigtige ideologiske “tilståelser”. F.eks. Blev en professor i formel logik kaldet Chin Yueh-lin – som derefter blev betragtet som Kinas førende autoritet inden for sit emne – tilskyndet til at skrive: “Den nye filosofi, idet den er videnskabelig, er den højeste sandhed”.