Homestead-strejken i Homestead, Pennsylvania, anlagde et af de mest magtfulde nye selskaber, Carnegie Steel Company, mod landets stærkeste fagforening, Amalgamated Association of Iron and Steel Workers . En strejke fra 1889 havde vundet stålarbejderne en gunstig tre-årig kontrakt; men i 1892 var Andrew Carnegie fast besluttet på at bryde foreningen. Hans fabrikschef, Henry Clay Frick, forstærkede produktionskravene, og da fagforeningen nægtede at acceptere de nye forhold, begyndte Frick at låse arbejderne ud af anlægget.
Den 2. juli blev alle udskrevet. Forbundet, begrænset til dygtige håndværkere, repræsenterede mindre end en femtedel af de otteogtredive hundrede arbejdere på fabrikken, men resten stemte overvældende for at deltage i strejken. Der blev dannet et rådgivende udvalg, der ledede strejken og snart også overtog selskabsbyen. Frick sendte efter tre hundrede Pinkerton-vagter, men da de ankom med pram den 6. juli, blev de mødt af ti tusind strejkende, mange af dem bevæbnede. Efter en kamp hele dagen overgav Pinkertons sig og blev tvunget til at køre en handske gennem mængden. I alt blev ni strejker og syv Pinkertons dræbt; mange strejke og de fleste af de resterende Pinkertons blev såret, nogle alvorligt.
Sheriffen, der ikke var i stand til at rekruttere lokale beboere mod de strejkende, appellerede til guvernør William Stone om støtte; otte tusind milits ankom den 12. juli. Efter militsbeskyttelse fik strejkebrydere anlægget i gang igen. Fricks uforsonlighed havde vundet sympati for de strejkende, men et forsøg på hans liv af anarkisten Alexander Berkman den 23. juli fik det meste til at fordampe. I mellemtiden havde selskabet mere end hundrede strejke arresteret, nogle af dem for mord; skønt de fleste endelig blev løsladt, brugte hver sag meget af unionens tid, penge og energi. Strejken mistede momentum og sluttede den 20. november 1892. Da Amalgamated Association næsten blev ødelagt, flyttede Carnegie Steel hurtigt til at indføre længere timer og lavere lønninger. Homestead-strejken inspirerede mange arbejdere, men det understregede også, hvor svært det var for enhver fagforening at sejre mod den kombinerede magt i selskabet og regeringen.